Din livshistorie

Hvad kan en livshistorie gøre for dig?

Med en personlig livshistorie kan du gøre erindringer og minder til en varig fortælling til glæde for dig og dine kære. Men faktisk kan en livshistorie mere end det. Samarbejdet omkring en livshistorie er en proces, hvor jeg hjælper dig med at sortere i dine minder og stille skarpt på dem, der betyder mest. Mange oplever det som værdifuldt i sig selv. Tilmed kan det virke stærkt og bevægende at se sine egne ord på tryk – gengivet af et andet menneske. Ofte træder dit livs røde tråd pludselig tydeligt frem – og det giver en  følelse af at være blevet set, hørt og forstået.

Hvordan foregår det?

En livshistorie bliver til på baggrund af 1-4 interviews, der mest af alt minder om en dyb samtale. Du fortæller, og jeg spørger ind. Oftest vil jeg komme til dig, men hvis geografi eller omstændigheder vanskeliggør dette, kan vi også klare samtalerne over telefon eller computer. Hvert menneske kommer med hver sin unikke fortælling. Derfor findes der heller ikke en fast skabelon for, hvordan jeg skriver livshistorier. En mulighed er den  kronologiske fortælling, hvor vi starter ved A og slutter ved B. Ofte giver det dog mere liv i fortællingen, hvis jeg ryster din historiepose og sætter dine erindringer sammen, så de får et udtryk, der indkapsler din personlighed. Som regel bliver fortællingen på den måde langt mere fængende for læseren. Skrivning, opsætning og redigering kan du trygt lade mig om. Du skal blot koncentrere dig om at vælge, hvilken historiepakke der passer til din fortælling (se under ‘priser’ i menuen) og sætte tid af til et eller flere interviews. Så guider jeg dig igennem resten.

Hvem kan have glæde af at få skrevet en livshistorie?

Der kan være mange årsager til, at ønsket om at få nedskrevet sin livshistorie presser sig på. Sygdom og alderdom kan forstærke ønsket. Det samme kan store livsbegivenheder som barnedåb, konfirmation, bryllup, runde fødselsdage og jubilæer. 

Er du i tvivl om, hvilken pakke, du skal vælge, så kontakt mig på tlf.: 42 49 49 47 eller mail: kontakt@dinlivshistorie.dk.

 

“Don’t tell me the moon is shining; show me the glint of light on broken glass.” 

                                                                                                                                – Anton Tjekhov